SCREENING FOR KRÆFT I TYKTARMEN

I Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen nu, at der indføres screening for tarmkræft hos alle i alderen 50 – 74 år.

Koloskopi (kikkertundersøgelse) er den mest sikre metode til påvisning af kræft og polypper i hele tyktarmen og endetarmen. Privathospitalet Møn er med den helt nye FUSE Teknologi nr. 1 i Danmark når det gælder kvaliteten af Koloskopien.

Tarmkræft

Tarmkræft er en af de hyppigste kræftformer og hvert år får ca. 4000 personer i Danmark stillet diagnosen. Sygdommen rammer fortrinsvis mennesker over 50 år, både mænd og kvinder.

I dag bliver sygdommen opdaget for sent hos 60 % af patienterne, fordi symptomerne først giver sig tilkende sent i sygdomsforløbet. Undersøgelser viser, at screening for tarmkræft kan nedsætte dødeligheden af sygdommen. Hvis tarmkræft påvises ved screening i de tidlige stadier, vil mindst 80 % blive helbredt. Formålet med screening er derfor at finde tidlige stadier af tarmkræft, hvor der er større muligheder for at helbrede sygdommen.

Hvordan udvikles tarmkræft

Næsten alle tilfælde af kræft i tarmen udvikles fra polypper. Du vil sandsynligvis aldrig nogensinde opdage, at du har polypper i tarmen, medmindre de
1) findes i forbindelse med en screenings-kikkertundersøgelse eller
2) du er henvist af din egen læge til en kikkertundersøgelse, med mistanke om tarmkræft, på grund af frisk blod fra endetarmen, ændret afføringsmønster, mavesmerter, vægttab eller nedsat appetit.

Derfor er det vigtigt at alle polypper bliver opdaget og fjernet i forbindelse med en Koloskopi, som er den mest sikre metode til påvisning af kræft og polypper,  i tarmen.

Kvalitet

Kvaliteten af en Koloskopi (at alle polypper og forstadier til kræft opdages og fjernes), er afhængig af flere ting. Dels lægens erfaring med at foretage kikkertundersøgelser og fjerne polypper, dels kvaliteten af det kikkertudstyr som benyttes til Koloskopien. Her har fokus tidligere været og er fortsat rettet mod kikkertens billedkvalitet (HD) og navigationsudstyr (UPD), så lægen kan se hvor kikkerten (skopet) befinder sig i tyktarmen.

En kvalitetsparameter, måske den vigtigste, som man ikke har været så optaget af i Danmark, er kikkertens synsfelt (field of view). Jo større synsfelt jo flere polypper opdages og fjernes af lægen i forbindelse med undersøgelsen. I Danmark, og det kan man undre sig over, stilles endnu ikke krav til kikkertens synsfelt, selv om det er et faktum, at det begrænsede synsfelt fra standard koloskoper (170 grader) har vist sig at overse mange polypper og forstadier til kræft.

Ny teknologi

Ny teknologi benyttes allerede i udlandet. Det gælder f.eks. det nye Full Spectrum Endoskop – FUSE teknologi, hvor synsfeltet er udvidet til 330 grader. Herved kan lægen som foretager Koloskopien opdage og fjerne langt flere polypper, især polypper som er skjult bag og inde i tarmens slimhindefolder.

Privathospitalet Møn tilbyder nu, som det første hospital i Danmark, Koloskopier med denne nye og enestående FUSE teknologi, som betyder at vores speciallæger finder langt flere polypper og forstadier til kræft (næsten dobbelt så mange som ved standard koloskopi).

Hvem bør screenes
  • Alle personer i alderen 50-74 år bør have foretaget screening for tarmkræft

  • Hvis et nært familiemedlem (forældre eller søskende) har haft tarmkræft før 50 års alderen

  • Hvis du tilhøret familie med FAP (familiær adenomatøs polypose), HNPCC (hereditær non polypose colorectal cancer) eller andre arvelige tilstande, hvor der er øget risiko for tarmkræft.
     

Du er altid velkommen til at kontakte Privathospitalet Møn hvis du har spørgsmål eller hvis du vil booke en tid til undersøgelse.

Læs mere om Fuse på engelsk her

Standardskop: 170 grader  

FUSE skop: 330 grader