URINVEJSSYGDOMME / UROLOGI

Skæv penis

Hos mange mænd medfører erektion en krumning af penis. Hos nogle er dette medfødt og hos andre udvikles det som følge af en lidelse, hvor der dannes en hård knude i svulmelegemets kapsel, et såkaldt ”plaque”. Årsagerne til, at disse knuder dannes, er ikke helt klarlagt, men man ved at små blødninger i kapslen kan udløse dette. I starten er knuden øm, men efter et stykke tid forsvinder ømheden, men knuden findes stadig og medfører, at svulmelegemet bliver en smule kortere i den side, hvor knuden sidder, og dette bevirker skævheden.

 

Forundersøgelse

Krumningen vurderes ved hjælp af fotos, som skal medbringes ved forundersøgelsen. De skal tages med erigeret lem (rejsning) oppefra samt fra siden. Hvis krumningen er over 30 grader, vil der være grund til operation.

 

Yderligere undersøger lægen om der er knuder på svulmelegemet, om der er ømhed m.v..

 

Behandling

Behandlingen foregår ambulant og oftest i lokalbedøvelse. Dette aftales ved forundersøgelsen.

 

Hvis krumningen er over 30 grader, siges der at være indikation for behandling. Skævheden kan rettes op med en lille operation, som i princippet går ud på, at gøre det modsatte ”raske” svulmelegeme en lille smule kortere, således at svulmelegemerne bliver lige lange. Derved bliver krumningen rettet ud. Penis bliver dog en smule kortere (ca. 1 cm.).

 

I Danmark anvendes to forskellige metoder. Ved den ene skærer man en lille rude i svulmelegemet og syr hullet sammen igen og derved bliver svulmelegemet kortere.

 

Ved den anden metode strammes kapslen op med en tråd, som sys gennem kapslen og knyttes således, at der dannes en fold indad i kapslen. Derved bliver kapslen kortere. Man kan ikke garantere, at penis bliver fuldstændig lige, men man tilstræber et  ”funktionsdygtigt” resultat.

Efterbehandling

Plasteret kan fjernes dagen efter, og derpå vaskes såret under bruser med almindelig vand og sæbe. Herefter anvendes lille beskyttende plaster, indtil såret er lægt.
Man rekommanderer seksuel afholdenhed i 1 måned.

Raskmelding

Nogle dages sygemelding anbefales afhængig af din arbejdsbelastning


Risiko/komplikationer

Komplikationer er sjældne og består af blødning eller infektion. Ved knudemetoden kan knuden i sjældne tilfælde springe op, og operationen må så gentages.

 

Har du spørgsmål til ovenstående så kontakt Privathospitalet Møn på tlf: 76 10 40 60