MAVE-TARM SYGDOMME
Vi udreder patienter, hvor egen læge mistænker mave-tarm sygdom.
Hvis vores speciallæger i medicinske mave-tarm sygdomme i forbindelse med forundersøgelse ligeledes mistænker mave-tarm sygdom, tilbydes der altid et fuldt udredningsforløb evt. i samarbejde med egen læge, som altid vil blive orienteret med et lægebrev om undersøgelsesresultater m.v.
MAVEN
GASTROSKOPI
Gastroskopi er en undersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm. Undersøgelsen udføres via munden med en lang bøjelig kikkert, hvor igennem der kan føres instrumenter til f.eks. udtagning af vævsprøver. For at folde mavesækken ud blæses der luft i mavesækken.
Undersøgelsen varer ca. 10 min. og foretages for at afsløre, om der er forandringer i mavesækken eller spiserøret (sår, betændelse, spiserørsbrok, forsnævringer eller kræft).
TYKTARM
KOLOSKOPI
Hvad er en koloskopi: En koloskopi er en kikkertundersøgelse af hele tyktarmen. Koloskopet er et lillefingertykt langt bøjeligt kikkertinstrument, der føres via endetarmen op i tyktarmen.
Undersøgelsens formål er bl.a. at finde årsagen til blødning, smerte eller afføringsbesvær.
Udover kikkertfunktionen er det muligt at tage vævsprøver igennem koloskopet, hvis der findes tegn til sygdom. Denne vævsprøvetagning er helt smertefri. Undersøgelsen varer ca. 30-60 minutter.
Du kan med fordel tage 2 tabletter Panodil/Pinex/Pamol 1 time før undersøgelsen, da der kan være smerter forbundet med undersøgelsen. Da du kan få lidt beroligende medicin under undersøgelsen, er det vigtigt at du sørger for, at du har en der kan transportere dig hjem, da du ikke selv må køre bil bagefter.
TYKTARM NEDERST
SIGMOIDEOSKOPI
Hvad er en sigmoideoskopi: Det er en kikkertundersøgelse af tyktarmens nederste del. Sigmoideoskopet er et lillefingertykt langt bøjeligt kikkertinstrument, der føres via endetarmen op i tyktarmen.
Undersøgelsens formål er bl.a. at finde årsagen til blødning, smerte eller afføringsbesvær.
Der er som regel lette smerter forbundet med undersøgelsen, hvorfor du med fordel kan tage 2 tabletter Panodil/Pinex/Pamol 1 time før undersøgelsen.
Udover kikkertfunktionen er det muligt at tage vævsprøver igennem sigmoideoskopet, hvis der findes tegn til sygdom. Denne vævsprøvetagning er helt smertefri.
Undersøgelsen varer ca. 15-20 minutter.